Min søn på 2½ er bange for drager. Især den, der bor ved siden af vores drivhus.
For mig ligner den bare en plante, men han ser noget helt andet. Og sådan er det med angst. For andre ligner det farlige bare en grøn gevækst.
Jeg er ikke særlig bange for drager (indtil jeg en dag møder en), men lige nu er jeg lidt grundangst. Det er ligesom ved at gå op for mig, at vi har gjort det. At vi nu bor i et hus med alarm og at jeg ikke skal hjem lige om lidt.
Trygheden ved at være hjemme er ikke flyttet ind i huset endnu. Jeg kan godt huske det fra tidligere flytninger, det tager lidt tid at få sjælen med. Jeg har bare glemt hvor længe.



